Tolstrup Æbler på en regnvejrsdag

I denne uge plukker vi Rød Aroma, så vi håber på lidt tørvejr og måske et lille solstrejf.

Vi arbejder desuden på at fylde hylderne i gårdbutikken med marmelade af vore egne bær – stikkelsbær og hindbær, samt blommemarmelade. Desuden er der sommerhonning, og sidst på ugen er den ny slyngede aromatiske sensommerhonning også klar.

Når regnen siler ned presser vi de første Discovery til most, så den er på hylderne torsdag i denne uge.

I kan som sædvanligt bestille lammekød, og for sidste gang (vi sælger Gysse og Gysse) grisekød.

Regnvejrshilsner fra

Lis og Holger

Sensommer i plantagen.

Æblerne modnes, grisen køles og gårdbutikken åbner på søndag den 1. september.

De første sarte sommeræbler er på hylderne sammen med stikkelsbær-, blomme-, og hindbær marmelade.

Selvfølgelig er der også honning fra bistaderne i plantagen.

Æblemosten må I vente lidt på – æblerne hænger endnu på træerne – så mosten får den helt rigtige smag og farve.

Vi har endnu et par grise til salg – krydsning mellem Gammel Dansk Landrace og Duroc rigtig godt, fedtfattigt og velsmagende kød.

Hilsner fra

Lis og Holger

Får og lam på græs.

I disse dage fødes der mange lam – når læmningen er vel overstået, så køres får og lam på græs i en ombygget æblekasse.

På denne måde undgår vi at stresse både fåret og lammene, de bliver stille og roligt en del af den efterhånden store flok.

“Skønheden og udyret?

Vi har i tusindvis af Admiralsommerfugle i plantagen, og har en mistanke om, at det er dem, der laver små huller og gnaver i alle pærerne – de holder nemlig meget af moden frugt!

Det betyder, at der næsten ingen pærer er i år – lige nu er der en smule Herrerpærer i gårdbutikken, og i næste uge plukker vi Concordepærer. De er så til gengæld ramt af frost i maj, så det er også en lille høst.

Så til alle jer der har ventet på pærerne: “Det er nu, og der er ikke ret mange”

Hilsner fra

Lis og Holger